torsdag den 30. august 2012

Hindbærsnitter - med et twist


Ligesom med Marmorkagen og Citronmånen er der noget særligt tillokkende ved hindbærsnitter. Såvidt vides stammer opskriften tilbage fra 1900-tallet og der er noget særligt ved de gode, gamle klassikere.
Jeg er ikke selv en fan, og netop derfor tænkte jeg at dette lige var en opskrift for mig.
Jeg spiser ikke det hele selv og måske kan jeg melde mig under hindbærsnittefanerne?

Vi får se.
 
Ingredienser

Smørdej:
  • 1 Vaniljestang
  • 70 g flormelis
  • 150 g blødt smør
  • 250 g hvedemel
  • 1 tsk bagepulver
  • ½ dl vand

Fyld:
250 g hindbærmarmelade - eller så meget du lyster.


Glasur:

ca. 200 g flormelis
en anelse vand


Drys:
Er helt og aldeles valgfrit, jeg gik målrettet efter små sukkerhjerte i tre lyserøde nuancer, da min gode ven Thor spurgte om jeg kunne tage en kage med til hans kagebord.


Vi går igang

Smørdej:Flæk vaniljestangen på den lange led og skrab vaniljekornene ud med en kniv. 
Mas kornene og en spsk flormelis sammen.


Ælt den nykreerede vaniljesukker, resten af flormelisen, smør, hvedemel og bagepulver sammen. 
 
 
Tilsæt til sidst vandet og ælt dejen smidig og glat.
 


Stil dejen i køleskab ½ times tid inden du ruller den ud med din kagerulle eller en ren flaske eller lignende. Mens du venter kan du lave hindbærsyltetøjet.


Hindbærsyltetøj


Same procedure as last year - Kærnemælkshornene.
For at fange mig selv i hindbærnettet tilsatte jeg udover hindbær og 1 vaniljestang, to tsk stødt kardemomme. Det fungerer.
Lad blandingen koge op stille og roligt. Rør jævnligt og lad vandet fordampe til du har en lækker, cremet marmelade. Det tager ca.10 min.
Et godt tip til frk.effektiv er at bruge en stor gryde, da en større overflade vil øge fordampningshastigheden.


Er du bare i marmeladelune, er denne smagskombination med kardemomme og vanilje virkelig lækker. Dit ostebord vil ikke være det samme.

Tilbage til dejen.
Tag den kolde dej ud af køleskabet og tril den til en tyk lang pølse på køkkenbordet med rigeligt mel. Det er ca en håndfuld mel. 


Gå efter et rektangel på ca. 20 x 30 cm. Hvor indlysende med mål i et køkken.

Gå efter en tykkelse på ca.1/2 cm.

Skær rektanglet i 2 stykker, der skal være så ens som muligt.


Bag i ca. 10 - 12 minutter ved 200 grader - til de er let gyldne.

Jeg gav dem 15min og det var liiiige i overkanten. Jo mere bagte, jo nemmere knækker de og de tenderer til at virke lidt tørre.

Afkøl stykkerne og smør den ene del af et par med hindbærmarmeladen og den anden del med glasur.


Hvis du er til pynt skal dette drysses på når glasuren er våd. Skær stykkerne til med en ren, skarp kniv.


 Værsgo' og spis.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar