lørdag den 9. juni 2012

Blast from the past - Marmorkagen.





Jeg er blevet nysgerrig på gamle kendinge der er gemt langt væk i gemmerne og har fået et lidt ringe ry. Vældigt ubegrundet. Citronmånen var et hit - og ikke et med dårligt klingende keyboard fra 80'erne.



Nu må Marmorkagen tage sin revanche. Den er lækker, sjov at lave (jeg må rode rundt i dejen) og der er riiiigeligt med smør i.

Byggesten
200 g smør
200 g hvedemel

200 g sukker
2 tsk vaniljesukker
2 tsk bagepulver

3 æg
1 dl mælk (eller vand)
2 spsk kakao



How to
Rør smør og sukker godt sammen. Tilsæt evt en spiseske madolie for at lette arbejdet.




Tilsæt vanille og æg. Som i citronmånen skal du gå efter en soft ice-agtig konsistens. Luftig og lækker. Smør ærmerne op og få dine trætte triceps i gang.




Rør bagepulveret i melet. Rør mel og mælk (eller vand, hvis du ingen mælk har) skiftevis i dejen. Tag 1/3 af dejen fra og rør kakao i. Når du tilsætter kakao vil denne dej naturligvis blive lidt tykkere og mindre luftig end den lyse dej. Tilsæt lidt ekstra væde efter behov og giv dejen en ordentlig omgang.




Kom halvdelen af den lyse dej i en smurt form. Jeg brugte den samme 25cm ø som til citronmånen.
Læg den mørke dej herpå og herover igen den lyse dej.




Michael Jackson og Paul McCartney ville elske denne kage.




Rør nu lidt rundt i kagedejen med en kniv, så kagen marmoreres.



Bag kagen i en forvarmet ovn ved 175 grader i godt 1 time. Sætter du kagen ind i en kold ovn skal du nok lægge 15min til bagetiden.

Stik i kagen med en gaffel og tag den ud når toppen er mørk gyldenbrun og enten intet eller en lille bitte smule ivrig krumme sidder fast. Kagen skal være fugtig!
Stik ikke kun i midten af kagen - her vil den i de sidste minutter være fugtig og resten af kagen måske meget klar til at blive taget ud af ovnen.




Se, dét er en lækker kage.




Ingen kommentarer:

Send en kommentar